Fidusen med den milde olivenolie

Kilde:  stern
© Gruner + Jahr AG & Co. KG

“Det hele er et spørgsmål om pris”.

Produktionen er specifikt rettet mod lavprismarkedet. Det, der ender på massemarkedet, er derfor ofte industrielle, trætte olier – med et højt kalorieindhold, et lavt fenolindhold og en svag smag. Her bliver oliven ikke plukket, men skåret ned fra træet – medmindre landmanden foretrækker at vente, til de overmodne frugter er faldet mudret ned på jorden, hvor han kan feje dem op med en maskine. De frugter, der er høstet på denne måde, kan ofte ses stå i sække ved vejkanten, svedende, rådnende og rådnende i solen.
Og den olie, der fremstilles af dem? Den stinker, og dens indhold af fri oliesyre, som er et tegn på rådne frugter, overstiger hurtigt og langt den tilladte grænse på 0,8 % pr. liter.

Skal det hældes ud, bruges i olielamper eller i lakker? Overhovedet ikke. Der er olieraffinaderiet. Og der er Tyskland. Mange forbrugere der kender ikke den typiske friske smag af olivenolie, den til tider græsagtige, blomstrende aroma, der lugter af artiskokker eller frisk hø, den lette bitterhed og skarphed i munden.

“Og så er der Tyskland.
Mange forbrugere der kender ikke den typiske friske smag af olivenolie.”

Det er også muligt at sælge olie til Tyskland, som en kemiker i et fødevarelaboratorium først har fjernet stanken fra og derefter opfrisket den ved at skære den op. Smagen har tilpasset sig den dårlige kvalitet. Til det tyske marked fremstilles særligt mildt smagende olier, som sælges som høj kvalitet. Det er som om Cindy aus Marzahn blev præsenteret som “Tysklands næste topmodel” i Papua Ny Guinea.

I 2013 importerede Tyskland 57 millioner liter olivenolie, hvoraf næsten tre fjerdedele kom fra Italien. Mange mennesker tænker på de smukke olivenlunde i det smukke Toscana. Men den olie, som tyske kunder køber, kommer ikke altid derfra. Den italienske oprindelse tjener også markedsføringsformål. Et italiensk navn på flasken betaler sig altid i detailhandlen. Det viser et kig på hylderne hos Rewe. Her finder man Carapelli-Firenze, Sasso, Bertolli, Pietro Coricelli. Det lyder godt. Men det smager sjældent sådan. Hvordan kan det være anderledes, olivenolieproduktionen i hele Italien dækker jo ikke engang sit eget behov. Hvis der overhovedet kommer italiensk olivenolie ud af landet, ender den næsten aldrig i supermarkederne, men i specialforretninger og ikke til billige priser, for i Toscana – hvor høsten næsten udelukkende kan foregå i hånden – kan olivenolie næppe produceres til en omkostningsdækkende pris på under 12 euro pr. liter.”

“I Spanien ligger – på grund af EU’s støttepolitik – de største problemområder for olivendyrkning. Især i Andalusien driver jordbesidderne i dag enorme olivenmonokulturer. Leverandørerne af AOV kommer også herfra, herunder virksomheder, der er subsidieret med offentlige midler. Naturligvis findes der også olie af høj kvalitet i Spanien. Men den er lige så dyr som alle andre steder og når i bedste fald ud til den specialiserede handel. Selvfølgelig kunne man teoretisk set markedsføre spansk olie som sådan – men den har intet ry. Det har den italienske olie.

Spansk olie i bulk transporteres ligesom olie fra andre lande med skib over Middelhavet til havnen i Livorno. Derefter fortsætter den sin rejse med tankbiler gennem Toscana, indtil lastbilerne hælder deres last i en af tankene på gårde tilhørende virksomheder som AOV i Monteriggioni.”