Stegt mild olivenolie til den danske forbruger
Det frie marked for olivenolie fungerer ikke ordentligt. Kenderne er frustrerede: Mange kunder forstår ikke de simpleste ting – at en god olie smager bittert og græsklædte og ikke mildt og smøragtigt. Men de mennesker, der køber i supermarkedet, ønsker, at olien skal være mild.
“Vi er kun nået lige så langt som med vinen for 30 år siden”, beklager Richard Retsch, der er kender, nemlig leder af gourmet- og smagsdommerforeningen “Deutsches Olivenöl Panel”. Han siger det på sidelinjen af en stor nyhedssmagning i messehallerne i Nürnberg: “Forskellen mellem ekspert- og massesmag er enorm.”
Alligevel har eksperterne for længst præcist defineret, hvad der skal være godt og skidt. Der findes et spørgeskema, hvor gourmeterne noterer alle mulige egenskaber ved olierne. Stingy, mudret, muggen, duft af vådt træ, rancid: Hvis man kun kan smage en af disse noter, er olivenolien helt igennem dårlig. Så må den ikke længere kaldes “ekstra jomfruolie”. Det er den højeste kvalitetsklasse. Staten kræver sådanne tests: Mindst otte eksperter skal foretage smagsprøven, og en række laboratorieværdier skal være korrekte, så er en olie også “ekstra jomfru” eller “ekstra jomfru”.
For feinschmeckere er det det mindste, de kan gøre. En af dem, Richard Wolny, forklarer, hvilke smagsnuancer der gør en fremragende olie til en fremragende olie: “Jeg kan se, hvad aromaen er, om olien smager af artiskok, grønne tomater, grønne bananer eller friskklippet græs.”
Efterspørgslen efter mild olivenolie forgifter markedet
Der er tale om et stort marked. Der produceres 3,3 millioner tons frisk olivenolie i verden hvert år. En landmand får ca. 3 euro pr. liter for den, lidt mindre i Tunesien og Grækenland, lidt mere i Italien. En flaske ren, hundrede procent ekstra jomfruolie koster forbrugeren mindst 13 euro hos vinhandleren eller ved onlineforsendelse. I supermarkedet kan man få en liter for lidt over fire euro – hvordan kan det gå?
Der er mange tal på dette marked, men også mange mærkværdigheder. For det første er oplysningerne på etiketterne som regel uklare. Hvis der ikke står, at oliven er fra produktionslandet, men kun et italiensk mærke, er det temmelig sikkert, at de indeholder blandinger. Italien høster lige så mange oliven, som landets befolkning forbruger – og alligevel er Italien verdens største producent og eksportør af olivenolie. En del af olien eller oliven er importeret i forvejen fra Tunesien, Marokko eller Grækenland og er – lovligt eller ej – ommærket.
Den anden mærkværdighed vedrører kvalitetsstandarderne. En olie, der sælges som “ekstra jomfruolie”, behøver ikke nødvendigvis at være fuld og af den bedste kvalitet. Blandingen er reglen. Store olieproducenter som Bertolli og Nestlé drager fordel af forbrugernes uvidenhed. Når alt kommer til alt, er “ekstra jomfruolie” en kategori, der er kendetegnet ved mange smagsegenskaber, mekanisk presning og et maksimalt indhold af fedtsyrer. Men den kan meget vel indeholde en høj andel af mindre gode olier. Hvis en producent blander f.eks. 10 % fremragende olivenolie med 90 % smagsneutral, kemisk raffineret tredje klasses olivenolie, smager slutproduktet stadig “ekstra jomfruolie” og består testen.
“Ublandet skal literen koste mindst 13 euro”.
En stor del af de olier, der sælges af Rewe, Aldi, Lidl og andre, vil sandsynligvis være sådanne blandinger. “Ellers ville de skulle koste mindst 13 eller 15 euro pr. flaske”, forklarer en brancheekspert. Det er let at forstå, da producenten allerede får 3 euro for literen.
Når der er stor forvirring, spiller uafhængige eksperter en vigtig rolle. Stiftung Warentest er en af dem. Senest overraskede den i januar, da den offentliggjorde en olivenolietest, hvor masseproducenterne blev beskrevet som premium-mærker, mens kvalitetsproducenterne blev degraderet til “rene smagsvindere”.
